Eller: Hvordan jeg kom til huskirkeprojektet.
“Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18)
Før jeg hørte Jesus kalde, var jeg alene. Jeg var blandt mennesker og boede sammen med mennesker, men mit hjerte var fjernt fra alle og enhver. Jeg stræbte efter at lykkedes som musikskaber, og min stræben havde opslugt mit liv i sådan grad, at jeg var blevet spærret inde dybt i mig selv kun med mine egne tanker som selskab. Min computer var tættere på mig end noget menneske, og jeg var overbevist om, at jeg var helt tilpas sådan. Fællesskab var ikke noget, jeg søgte i oprigtighed, da jeg hverken forstod, hvad det egentlig gik ud på, eller overhovedet kunne overgive mig til mennesker.
“Husk ikke på det, der skete tidligere,
giv ikke agt på fortiden;
nu skaber jeg nyt,
nu spirer det frem, ved I det ikke?” (Es 43,18)
Da det gode budskab om Jesus Kristus så kom mig for ører, begyndte en forandring. Gammelt blev nyt, i takt med at troen voksede - nogle ting ændrede sig på få dage, andre ting over uger eller måneder, og flere ting efter et år. Jeg nærede dog stadig vaner, der holdte mig tilbage fra at vokse, men jeg var ikke ærlig overfor mig selv omkring det og lod det længe forhindre mig i at blive et nyttigt redskab i Guds rige. Det, der især holdte mig tilbage, var, at jeg heller ikke som troende søgte fællesskab, for jeg ville stadig gøre tingene på min egen måde og var nok inderst inde bange for at give det hele op. Det blev mig en klods om benet, der gjorde det utroligt besværligt at følge Jesus.
“Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor.” (Mat 12,50)
For som ethvert barn har brug for en familie for at overleve og få næring, har enhver, der kommer til tro, brug for sin åndelige familie - det er kirken. Selv de åndeligt fuldvoksne har brug for fællesskabet, der er en af hjørnestenene i evangeliet. I Apostlenes gerninger står Lukas’ beskrivelse af, hvordan de troende i Jerusalem levede i kirkens første år, og her vidner Ånden klart og tydeligt om fællesskab langt ud over det sædvanlige:
“De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov . De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.” (ApG 2,48)
Læs del II:
Comments